Rejser i den anden forælders samvær
Selvom man som udgangspunkt gerne må rejse til udlandet med barnet, gælder dette ikke, hvis rejsen ligger i den anden forælders samvær.
I de situationer skal rejsen aftales med den anden forælder. Hvis forældrene ikke kan blive enige, kan Familieretshuset eller retten træffe afgørelse.
Når der verserer en sag om forældremyndighed
Reglerne ændrer sig, hvis der er uenighed om forældremyndigheden, og der verserer en sag ved Familieretshuset eller retten.
I den situation må ingen af forældrene rejse til udlandet med barnet uden samtykke fra den anden forælder, eller tilladelse eller afgørelse fra Familieretshuset eller retten.
Det forhold, at rejsen er planlagt eller bestilt inden sagen blev oprettet, ændrer ikke på reglerne. Hvis der verserer en sag om forældremyndighed på rejsetidspunktet, vil der som udgangspunkt fortsat være krav om samtykke eller tilladelse.
Det gælder uanset, om det er bopælsforælderen eller samværsforælderen, der ønsker at rejse.
Hvornår kan en rejse blive betragtet som børnebortførelse?
Hvis en forælder rejser til udlandet med barnet under en verserende sag om forældremyndighed uden samtykke eller tilladelse, kan det blive betragtet som børnebortførelse eller uberettiget tilbageholdelse.
Mange forbinder børnebortførelse med situationer, hvor et barn ikke bliver afleveret tilbage efter ferien. Men juridisk kan problemstillingen opstå allerede ved selve udrejsen, hvis de nødvendige tilladelser ikke foreligger.
Det betyder ikke nødvendigvis, at enhver rejse automatisk udvikler sig til en bortførelsessag, men reglerne bliver taget alvorligt, og situationen kan få betydning både praktisk og juridisk.
Familieretshuset kan give tilladelse til udlandsrejser
Hvis den anden forælder ikke vil give samtykke til rejsen, kan Familieretshuset i nogle tilfælde give tilladelse til, at barnet må rejse til udlandet i en kortere periode.
Ved vurderingen ses der blandt andet på:
- barnets bedste,
- formålet med rejsen,
- risikoen for tilbageholdelse i udlandet,
- forælderens tilknytning til Danmark og udlandet,
- og om barnet forventes at vende tilbage til Danmark som aftalt.
Der kan også blive lagt vægt på:
- om rejsen ligger i ansøgerens eget samvær eller i den anden forælders samvær,
- om rejsen finder sted i skoleferien eller uden for skoleferier,
- samt om barnet tidligere har været på lignende rejser med den pågældende forælder.
Det vil desuden ofte være relevant, om den rejsende forælder først har forsøgt at indhente samtykke fra den anden forælder.
Der kan også blive lagt vægt på, hvilket land barnet skal rejse til, og om landet samarbejder med Danmark om udlevering af børn i internationale børnebortførelsessager.
Søg om rejsetilladelse i god tid
Hvis der er behov for at søge om tilladelse til en rejse, er det vigtigt at søge i god tid.
Familieretshuset har ofte længere sagsbehandlingstider, og det må derfor forventes, at der kan gå flere uger, før der træffes afgørelse. I nogle tilfælde kan behandlingstiden være endnu længere.
Hvis sagen allerede behandles ved retten, vil det nogle gange være muligt at få en hurtigere afgørelse. Der er dog ingen garanti for dette.
Det er derfor en god idé at få afklaret spørgsmålet om samtykke eller tilladelse, inden rejsen bestilles eller ligger tæt på afrejse.
Kan en rejse uden samtykke få betydning for forældremyndighedssagen?
Ja. En rejse uden samtykke under en verserende sag om forældremyndighed kan også få betydning for den igangværende sag.
Familieretshuset og retten vurderer blandt andet:
- samarbejdsevne mellem forældrene,
- respekt for regler og aftaler,
- risiko for tilbageholdelse i udlandet,
- og evnen til at understøtte barnets kontakt til den anden forælder.
Handlinger under sagen kan derfor indgå i den samlede vurdering af forældrene og barnets situation.
Må man rejse til udlandet under en sag om samvær eller bopæl?
Hvis der alene verserer en sag om samvær og/eller bopæl, må man som udgangspunkt gerne rejse til udlandet med barnet uden samtykke fra den anden forælder og uden afgørelse fra Familieretshuset eller retten.
Dog kan en sag om bopæl handle om elementer – herunder f.eks. tilladelse til at bosætte sig i udlandet med barnet – der statuere en uenighed om spørgsmål, der kan relateres til forældremyndighed. Det er særligt direkte uenighed om forældremyndigheden, der ændrer reglerne om udlandsrejser, men der skal ikke meget til for at statuere ’uenighed’ i den forstand, at samtykke til udlandsrejse gælder under en igangværende sag.
Fuld forældremyndighed og udlandsrejser
Hvis den ene forælder har forældremyndigheden alene, gælder der andre regler ved rejser til udlandet. Her kan forælderen med den fulde forældremyndighed rejse til udlandet med barnet uden den anden forælders samtykke.
En samværsforælder uden del i forældremyndigheden kan derimod ikke tage barnet med til udlandet uden aftale eller tilladelse. Afgørelser om samvær giver nemlig som udgangspunkt kun ret til samvær i Danmark og de øvrige nordiske lande.
Forældre kan dog selv aftale, at barnet må rejse med samværsforælderen til udlandet i forbindelse med ferie eller familiebesøg.
Hvis forældrene ikke kan blive enige, kan samværsforælderen anmode Familieretshuset om at tage stilling til, om barnet må komme med til udlandet. Her vil Familieretshuset blandt andet vurdere, om rejsen er hensigtsmæssig og til barnets bedste.
I mange tilfælde vil der kunne gives tilladelse til almindelige ferierejser eller familiebesøg i udlandet, hvis der ikke vurderes at være risiko for tilbageholdelse eller andre forhold, som taler imod rejsen.
Det kan derfor få alvorlige konsekvenser at rejse til udlandet med sit barn uden at få afklaret reglerne først, eks. i forhold til en eventuel børnebortførelsessag.
Er du i tvivl om reglerne i din situation, er du velkommen til at kontakte os.